Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Nyt fra kirkegården

2020 er allerede halvt brugt, og sikke et halvår!

Det gik så godt, da året begyndte. Der blev gjort klar til bede under Avnbøg-alléen, der blev fjernet gamle bøgehække på afdeling U, M og P, og der blev fældet træer og buske rundt om søen.

Lige da vi modtog hækplanter og stauder, lukkede landet ned pga. corona virus. Alle blev sendt hjem. Kun kritisk arbejde måtte udføres. Jeg valgte meget hurtigt, at det er ”kritisk arbejde”, at have for 100.000 kr. planter stående og tørre ud.

Derfor kom 4 gartnere ind i 2 dage og fik stauderne i jorden i den første uge, og vandet alle andre planter op, så de kunne holde lidt længere. I den anden nedlukningsuge var der 2 gartnere inde og vande alle de stauder, der var plantet, og vandet resten af planterne op. I slutningen af anden uge fik vi besked på, at udearbejdende kunne arbejde. Der blev brugt ferie og afspadsering, for at de kunne arbejde i holdskift. De følgende uger 3 og 4 blev der plantet hække, og forårsblomsterne kom, så grandækningen skulle af. Da vi kom til 5. nedlukningsuge, var alle gartnere på arbejde igen.

Men det har betydet, at vi samlet set er 3 uger bagud. Vi drømte jo sidste år om at forsøge at klippe hæk, samtidig med grandækningen blev taget af. Men alle opgaver blev skubbet og omprioriteret, så først efter forårsblomsterne var plantet, gik vi i gang med at klippe Thuja-hækkene. Gartnerne har knoklet for at indhente det, vi mangler. Nogle opgaver har måtte skubbes helt til efteråret. Vores vigtigste opgave er vores kunder og deres gravsteder, dér har vi hele tiden vores fokus. Men vi har rigtig mange fællesarealer, og de skal jo også passes.

Mange opgaver er lavet efter corona-nedlukningen. Der kan nævnes bl.a., at indgange til nogle af afdelingerne er rettet op, Avnbøg-alléens nye bede har fået kantbånd, staudebedene er renset i bund for ukrudt, Thuja-alléen er hegnet ind, og der er sået blodkløver og honningurt som bunddække. Træstubbe her og der er fræset ned, grenbunker i parken er lavet til flis og lagt i fællesbede på kirkegården og på stier i parken, der er renoveret græsgravsteder og græsplæner, anlagt nye gravstedsanlæg, beskåret, gødet, klippet, hakket og skuffet ukrudt, fejet og revet, bekæmpet pileurt i parken og mange andre opgaver.

Vi har altid en gartnerelev på kirkegården. Det er en vigtig opgave, at vi sikrer fremtidens anlægsgartnere. Lige nu har vi Andreas, som bliver udlært i september 2021. Andreas er en positiv, lærevillig ung mand, der udvikler sin faglighed dag for dag, og det er dejligt at mærke, han brænder for faget. Der er meget en gartnerelev skal lære, og med alle de nye tiltag på kirkegården er det en god læreplads: plantekendskab, beskæring og fældning, jordarbejde, sten og belægningsarbejde, pleje af alle slags grønne områder, flytning og deling af planter, etablering af græs, græspleje, rådgivning af kunder og design af gravsteder, bede og arealer, og meget mere. 

Kirkegården kan tilbyde de fleste opgaver, dog har vi ikke de store belægningsopgaver. Afhængig af elevens interessefelt, kan de enten blive grå eller grønne anlægsgartnere. Andreas har valgt at blive grøn anlægsgartner, hvilket passer helt perfekt til en kirkegård.

Grøndalslund kirke og kirkegård hører til under konceptet Grøn kirke. Og hvad betyder det? 

Det betyder, at vi er et netværk af kirker, der viser omtanke for vores jord ved at mindske belastningen af klima og miljø gennem konkrete tiltag. Vi skal være med til af fremme og fastholde et grønt engagement og ændre adfærd i en mere klimaansvarlig og bæredygtig retning for kirken og kirkegården. Vi skal være med til at bidrage til viden om og fokus (også teologisk) på de globale klimaforandringer og miljøudfordringer, og også årsager hertil.

På kirkegården arbejder vi hele tiden for miljøet og videreudvikler vores skønne grønne oase midt i Rødovre. Vi tager afsæt i inspirationsmateriale fra Grøn kirke, videreuddanner os, indsamler viden både gennem netværksgrupper og litteratur.
I løbet af 2020 vil der på hjemmesiden blive lagt en artikel omkring, hvad kirkegården faktisk gør lige nu og hvad der løbende kommer til at ske.
Er du blevet nysgerrig på, hvad Grøn kirke mere er, så kan du gå ind på deres hjemmesiden: https://www.gronkirke.dk/

Charlotte Nordman
Kirkegårdsleder

Del dette: