Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Den nye ”normal”?

”Så får I lige lidt af det her”, jeg stod med dunken med håndsprit, og efter tur fik 2. klasseeleverne et sprøjt i deres hænder. ”Det handler jo egentlig ikke så meget om coronavirus det her, det er jo noget vi altid burde gøre, altså sørge for, at have rene hænder.” Og så gik vi ellers ind i kirken, og havde skolebesøg, sådan som vi plejer at holde dem.

Men det var nyt, at der var fokus på håndhygiejnen. Måske det er ved at blive den nye normal, tænkte jeg ved mig selv. Og så lukkede landet ned, og det var i hvert fald ikke normalt. Selv gudstjenesterne blev aflyst. Det fik mig til at tænke. For der er så mange ting, vi tager for givet, så mange vaner, som vi bare handler på. Men måden vi har indrettet vores samfund på, er jo ikke opstået ud af ingenting, der har været kriser før, som har brudt med normalen, og skabt en ny måde, et nyt handlemønster, en ny normal.

For 100 år siden var hele Europa hårdt ramt af en særlig influenzaepidemi, som blev kaldt den spanske syge. Tusindvis af mennesker døde, og bedre blev det ikke af, at der i Danmark samtidig også var et udbrud af tuberkulose. Det skabte et ønske i befolkningen om, at kirkerne stoppede med at lade alle drikke af den store fælleskalk ved altergangen, for det var jo en god kilde til at sprede smitte. Overalt i landet indførte kirkerne derfor særkalken, eller alterbægeret som vi kalder det i daglig tale, en lille udgave af den store kalk på alteret, som præsten kunne skænke i, og altergæsterne kunne drikke af, uden at dele bakterier og vira med naboen. I dag er der vist ingen, der kunne forestille sig, at nadveren i folkekirken skulle foregå på en anden måde, og da slet ikke ved at deles om fælleskalken igen. Alterbægeret er blevet normalen.

Vi er altså før kommet igennem store kriser, i samfundet og i kirken, og på den anden side af dem har vi ændret vores adfærd en lille smule til noget mere hensigtsmæssigt. Så hvem ved om et år eller 100, hvad denne krise har medført som en ny normal? Måske håndsprit ved indgangen til alle kirker.

Af sognepræst Martin Holt Jensen, Grøndalslund

Del dette: