Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Nyt fra Kirkegården

Vi er i fuld gang med en helhedsplan for kirkegården, der strækker sig 30 år ud i fremtiden. En forandring på en kirkegård tager lang tid, da der er hensyn til gravsteder mm. Derfor skal planen strække sig over så lang en periode. På vores visionsaften i november 2018 fortalte jeg om vores meget store fællesarealer, fordeling af gravsteder mm. Der kom en masse gode ideer og input. Mange ideer har jeg indarbejdet i vores helhedsplan. Så er man interesseret i vores udvikling, har flere ideer, eller måske lyst til at deltage i noget frivilligt arbejde, så kom til Visionsmøde torsdag den 15.8 2019 kl. 16.

Som jeg har nævnt før i kirkebladet og bl.a. på vores sidste kirkegårdsvandring Store Bededagsaften, er vi en del af konceptet Grøn Kirke. Det betyder, at vi tager ansvar for miljø og samfund. Det ligger meget naturligt for mig, da jeg har en fortid som miljøleder, men også for alle, der arbejder i både kirke og på kirkegården og ikke mindst vores Menighedsråd. Vi sorterer vores affald, og køber overvejende økologisk, primært planter, sæsonblomster og gran dyrket i Danmark. Men vi kan gøre meget mere og er på vej i den rigtige retning. Et af mine mål er, at vi inden for 5 år er selvforsynende med blomster til alterbuketter. Det vil betyde, at kirkegården vil blive mere frodig og farverig størstedelen af året til glæde for vores besøgende. Ved at skabe en frodig kirkegård tiltrækker vi samtidig bier og insekter, som er nyttige for naturen. Jeg vil løbende fortælle om nye tiltag i den grønne retning, så følg med på her på hjemmesiden og Facebook.

Og hvad sker der så på kirkegården i denne tid? Ved sæsonstart blev alle kræfter sat ind på at løfte standarden på hele kirkegården. Og med vores 74.000 m2 er der nok at tage fat på. Stille og roligt bliver det mere og mere synligt for alle. Men nogle gange skal det være skidt, før det bliver godt. Det ses jo bl.a., når vi renoverer græsplæner. Kønt er det ikke lige efter vi har rodet rundt, men med sol, varme, vand og et drys med kærlig tålmodighed, ændrer det sig til nye pæne grønne plæner og gravsteder i græs.

Som mange sikkert ved, har kirkegården en tilhørende park. Da kirkegården blev anlagt i 1952, var den jord, der blev opkøbt, gartnerijord. Vi drifter den minimalt, da der ikke er økonomi tilknyttet. Men det ændrer ikke på, at det er en skøn oase midt i Rødovre, med hyggelige stier mm. De gamle gartnerijorde ses i parken, hvor der stadig står gamle æbletræer. Om det bliver et æbleår i år, kan jeg ikke spå om, men æbler skal der nok komme. Så lad os udnytte vores æbler. Kirkegården inviterer derfor til ”pres-din-egen-æblejuice-dag”. Det bliver mandag den 9. september. Mere information kommer på hjemmesiden og Facebook.

Jeg ønsker alle en dejlig sommer og efterår.

Kirkegårdsleder
Charlotte Nordman

Del dette: