Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Du er her: 

Af Louise Marinus Kristensen

"Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den"

Ordene er Søren Kierkegaards, og skønt det ikke er ham det skal handle om, så havde han nu fat i noget. For der sker noget ganske særligt når vi går. Noget der rækker langt ud over det rent fysiske velbefindende.

Når vi går, sættes tankerne fri – uanset om vi går alene eller sammen med andre. Samtaler flyder lettere – måske fordi vi, når vi går sammen, vender ansigtet, og bevidstheden, samme vej, er på samme spor, rettet mod det samme mål.

Lige som bøn og sang, er vandring til alle tider blevet anset som en vej til fordybelse, erkendelse og gudsnærvær. Evangelierne om Jesu liv, kan anskues som rejseberetninger. For hver hændelse, hvert nedslag, følger en vandring eller rejse og det er her det hændte bearbejdes og forklares, her erkendelserne opnås. Som om det at være i bevægelse hjælper tankerne på vej.

I kristen sammenhæng kender vi til pilgrimsvandring, som en, ofte lang og anstrengende, rejse med et eller flere religiøse mål. Men det er ikke kun målene der er vigtige. Alt hvad der sker både uden for og i den rejsende selv, har betydning.

Indenfor katolicismen regnes pilgrimsfærd for en bodshandling. En renselse. På linje med en ny dåb. En ny start på livet, hvor det tidligere livs synder, lægges bag en.

Men skønt det at gøre bod for sine synder, ikke er en del af den protestantiske kirkes praksis, vinder pilgrimsvandringen som en vej til fordybelse, refleksion og nærvær, mere og mere indpas i dag.

Også i det små. Mange kirker arrangerer både lange og kortere vandringer, med netop dette for øje.

Ved Grøndalslund kirke arrangeres en gang om måneden refleksionsvandringer på kirkegården og i kirkegårdsparken. Det varierer hvordan den enkelte vandring er opbygget. Men fælles er det at vi hver gang mødes i kirken, hvor vi præsenteres for dagens tema og derefter går vi på kirkegården til fælles og/eller individuel refleksion over temaet. Der er noget ganske særligt over det at reflektere over et emne i fællesskab med mennesker man ikke nødvendigvis kender på forhånd – eller det at snakke sammen om et emne, der ikke altid får så meget plads i den gængse dag til dag samtale. Og det er ganske forbløffende hvilke store tanker der kan komme ud af det.

Næste gang er 14. februar kl. 14-16

d. 21. marts gæster præst og foredragsholder Marie-Louise Impgaard Sørensen Grøndalslund Kirke med sit foredrag: Pilgrimsvandring – vejen til indre fred?

Del dette: