Har du glemt dit kodeord?

Indtast venligst dit brugernavn eller emailadresse. Instruktioner i nulstilling af kodeord vil blive emailet til dig med det samme.
Nulstil kodeord

Tilbage til loginformular 

Nyt fra kirkegården 1. marts

Endnu et år er gået, og vi er godt i gang med et nyt spændende år. 2020 er året, hvor vi for alvor vil kunne mærke gartnernes store arbejde rundt omkring på kirkegården og i parken.

Granperioden 2019 gik rigtig godt. Der blev udviklet nye pålægningsmetoder og nye udtryk. Alle priser stiger i samfundet, også kirkegårdenes priser stiger. Derfor prøver vi at være innovative og tænke nye granpyntninger, hvor fokus går i retning af mere bæredygtig brug af gran, samt en pris, der er for alle. Fortsætter vi med de typer granpyntninger og –dækninger, vi har haft hidtil, ville det være en meget dyr udskrivning for vores kunder. Man kan derfor på vores hjemmeside se de nye typer med priser.

Vi har en klar vision om kirkegården, at det skal være en oplevelse at komme på kirkegården. Et åndehul i hverdagens travlhed, en sanseoplevelse, naturoplevelse, et sted hvor sorgen rummes, et yndet sted at gå en tur og meget mere. Derfor tænker vi ekstra meget over, hvordan vi driver kirkegården.

Vi er nødt til at drive vores fællesarealer på en langt mere effektiv måde, så vi kan bruge gartnertimerne på vores visioner. Vores gravstedskunder kommer altid først, men hvis ikke fællesarealerne fremstår plejede og sunde, vil det smitte af på gravstederne. Langsomt, men sikkert ændrer vi på flere og flere områder på kirkegården. Det vil man kunne se allerede i år, hvor der vil komme endnu flere blomster frem for græs, og det vil også kunne ses, at plejen er blevet løftet.

Gartnerne har arbejdet hårdt her i vinter. Vores sø ved Sankt Hans pladsen har fået udtyndet træerne, så søen igen kan ses. Det er overvejende pil, og den er så grovillig, at den allerede til Sankt Hans vil stå med nye små træer og buske. Derfor bliver der ikke plantet noget nyt.

Avnbøg-alléen fra kirken og ned gennem kirkegården har også fået nyt udtryk. Der bliver i marts plantet prydgræsser, stauder og småbuske under træerne frem til thujaalléen. Det skal nok blive smukt og til stor glæde for vores insekter. Diversiteten af insekter er med til at sikre sunde planter.

Der er pileurt i parken. Pileurt er invasiv og skal derfor bekæmpes. Vi er grøn kirke, og derfor undgår vi sprøjtemidler. Vi er nødt til at bruge kræfter de næste par år for at gå målrettet på at udrydde den. Den er drilsk, da den er meget grovillig. Blot 0,7 gram af roden er nok til at den laver en ny plante. Så det er en opgave, der tager tid, men det er lovkrav, at vi bekæmper den. Har man lyst til at være med til at bekæmpe den, er man meget velkommen til at kontakte kirkegårdskontoret, så kan vi finde ud af, hvad man kan være med til.

Mange af de gamle æbletræer er blevet beskåret. Vi har en anlægsgartnerelev, som skal lære en masse, bl.a. beskæring. Han har derfor været i gang med at øve sig på de gamle æbletræer. Thuja-alléen er blevet rettet ud, så jorden ikke ligger i pukler. I april vil der blive sået rødkløver, de er lave og blomstrer en stor del af sommeren. Også her bliver insekterne glade. For at skåne vores nye træer i alléen har vi sat fodhegn op. Desværre er hanhunde vældig begejstrede for at lette ben op ad træerne, og det har givet grimme skader på de nye. Der er derfor udskiftet en del, og for at undgå ”strinte-skader” er hegnet sat op. Derudover er der blevet nusset i mange kroge af kirkegården.

En ny vækstsæson står for døren, og man kan følge med i udviklingen blot ved at gå en tur på kirkegården eller følge med her på vores hjemmeside eller på facebook.

Charlotte Nordman
Kirkegårdsleder