Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Skærtorsdagsrefleksion 2020 Af Sognepræst Louise Marinus Mouritzen

Dagens tekster kan findes her:

www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke

Jeg har flere gange taget mig selv i, når jeg ser en film, eller blot billeder fra sidste sommer, at blive nervøs og næsten få det fysisk dårligt, når jeg ser mennesker der krammer, folk der står i kø, eller på anden måde er tæt på hinanden. Tænk dog på smittefaren!

Og for at det ikke skal være løgn, så sneg den samme uro sig ind på mig, da jeg læste dagens evangelium igennem. Det er nemlig meget sanselige tekster, med masser af berøring, brød der går fra hånd til hånd, kalken den går fra mund til mund, beskidte fødder, urenhed i krop og sjæl. Jeg har helt ærligt aldrig læst dem sådan før. Og det skræmmer mig at det er det jeg læser nu. At jeg i de smukke ord, som jeg har hørt og læst så mange gange, pludselig næsten kun kan se det grimme, at mit fokus er flyttet fra budskabet, til de fysiske omstændigheder. Og jeg får lyst til at råbe til Jesus og disciplene at de skal holde afstand.

På den anden side, er det måske også første gang det sådan rigtigt går op for mig hvad det er Jesus gør. Hvor fuldstændig uhørt det må synes for disciplene at han vasker deres fødder. Hvor stor og kraftfuld en gerning det er. At han som de kalder mester, vil beskæftige sig med deres urenhed af egen fri vilje. At han vil tage deres skyld og skam og urenhed på sig, og tage ansvar for det.

For det er jo lige præcis det han gør. Og det han formaner os til at gøre.

Ved at vaske en andens fødder, altså ved at gøre sig selv til den andens tjener, påtager man sig jo et ansvar for den anden. Tager del i den andens liv med alt hvad det indebærer af snavs og ligtorne og nedgroede negle. Hvor ulækkert og urent det end måtte synes. Man gør sig til medvandrer, til vidne, til medansvarlig.
Dog er jeg ikke sikker på det er nemmere selv at lade sig tjene. At blotlægge sine egen skavanker i levende tiltro til den anden.

Det Jesus lærer os ved at vaske sine disciples fødder, det er at lægge vores (indbildte) magt fra os. Al vores selvhøjtidelighed, selvgodhed og selvhævdelse. Stemmen inden i der fortæller os hvor dygtige vi har været. Hvad vi har opnået for os selv. Vores selvberoende uafhængighed af fællesskabet. Vores væren vores egen lykkes smed. Vores væren sig selv nærmest.

Men hvad så? Skal man så bare underkaste sig? Lade sig ydmyge, udnytte?
Er man så ikke bare sådan et af de der mislykkede menneske der ikke kan tage vare på sig selv, som ikke står for noget, og falder for det meste? Et magtesløst, let offer?

Næh! Det er faktisk helt omvendt. For den magt jesus formaner os til at lægge fra os, er i virkeligheden slet ikke magt, men nærmere en selvkredsende usikkerhed. Derfor er det at afgive magten ved fri vilje en kraftpræstation af dimensioner. Det er fornuftsstridigt og kontraintuitivt. Derfor kræver intet mere af os, end at overgive sig selv i andres hænder. At tjene og blive tjent I tiltro og tillid. At tage ansvar for hinanden og at sætte alt ind på at tilsidesætte os selv for den anden. At lægge sin styrke uden for sig selv. Ved at tjene en anden, i en eller anden form, holder man et lille stykke af den andens liv i sine hænder - og hvad kan være en større magt end det?

Det er påskens altid slående budskab. At den største frihed, den største magt ligger i at tjene andre (og i samtidigt at turde tro på at de vil tjene dig). Det er svært at forstå, og derfor har vi brug for at høre det år efter år.
Men måske vi i år forstår det bedre end nogensinde før i vores levetid.

Salmer:
179 Herren god som uden grænser: Lyttildanskesalmer.dk/179/

613 Herre du vandrer forsoningens vej: lyttildanskesalmer.dk/613/

465 O Jesus, gør det ved din ånd: lyttildanskesalmer.dk/465/

31 Til himlene rækker din miskundhed: lyttildanskesalmer.dk/31/